Kunde
CBS
Services
Leverancer
UX Design
Udvikling
Teknologier
WordPress
CBS har rundt regnet 20.000 studerende. Hver eneste af de studerende har på et tidspunkt skulle beslutte sig for, hvilken uddannelse de skulle tage. Det er en stor beslutning og et svært valg for de fleste. Ikke blot fordi der er så mange spændende uddannelser at vælge imellem, men også fordi det er så frygteligt definerende for ens fremtid.
Det ved CBS godt, så vejledning af nye potentielle studerende vægter tungt på opgavelisten. Det handler om at hjælpe de unge mennesker med at træffe den rigtige beslutning, så de ikke lander på den forkerte uddannelse.
CBS har 18 forskellige bacheloruddannelser og dobbelt så mange på kandidaten. Det er altså en kæmpe kommunikationsopgave at skabe overblik og indblik i de mange uddannelser og formidle, hvad CBS står for.
Gennem årene har CBS erfaret, at det der virker bedst er, at de eksisterende CBS-studerende selv sætter ord på.
En af studievejledningens vigtigste opgaver er altså at facilitere mødet mellem de nuværende studerende og de potentielle studerende, og i den forbindelse har åbent hus-arrangementer, indtil COVID-19, været et vigtigt værktøj til at løse den opgave.
Men hvordan holder man åbent hus, når campus er lukket ned, og man ikke må samles mere end fem personen ad gangen?
Løsningen lå lige til højrebenet. Åbent hus skulle "bare" flyttes online. Det ville også have den fordel, at CBS kunne nå endnu længere ud i verden. Det er jo ikke kun mennesker fra København, der drømmer om at gå på Copenhagen Business School. 20% af de studerende kommer fra udlandet.
Men med næsten 60 forskellige uddannelser krævede det en ny platform, for den opgave var der ingen af CBS’ eksisterende platforme, der kunne løfte.
Løsningen på CBS’ udfordringer blev en ny portal: aabenthus.cbs.dk . Her kan nye studerende møde de nuværende via video og høre dem fortælle om deres uddannelser og livet som studerende på CBS. De kan også tilmelde sig og deltage i online live-events, hvor kommunikationen ikke blot er går én vej, men hvor de også kan stille spørgsmål og møde andre nye studerende.
Der er rigtig meget indhold på siden og mange live-events, der skal afvikles. Det hele foregår desuden på to sprog. Derfor havde vi fra start lige så meget fokus på back-end som på front-end. Det var afgørende, at redaktørerne i Student Affairs fik nogle værktøjer, der gjorde arbejdet så let og hurtigt som muligt, og hvor de ikke kunne komme til at gøre noget galt.
CBS har behov for hurtigt at kunne onboarde nye redaktører. Derfor var det et krav, at platformen var let at arbejde med og krævede et minimum af uddannelse.
Portalen blev bygget op omkring et CMS, hvor alt er modulbaseret, så redaktørerne i praksis kan bygge og publicere de sider, de ønsker, men som samtidig er styret af en indre logik, der gør, at modulerne automatisk tilpasser sig hinanden og efter den kontekst, de bruges i. Et eksempel her er, at redaktørerne har et eventmodul, som de kan sætte ind, hvor de vil uden at tænke på andet, fordi eventmodulet selv finder ud af, hvilke events der er relevante at præsentere på det givne sted.